Forord
Af Else Høst, hørekonsulent i Region Midt Århus, august 2008

Jeg har fået lov til at læse Lenes historie om at have tre børn med nedsat hørelse. I sig selv er det en næsten ufattelig tanke, at man tre gange, med tre forskellige børn, får samme besked på Audiologisk afdeling:  Dit barn har nedsat hørelse og skal bruge høreapparater. 
Det har været svært, og det er svært, men Lene og Jan er fantastiske forældre, som har opdraget tre livlige, opmærksomme, kærlige og sjove børn. Kvikke børn med øre-pirater, som de siger i familien.
Der har været nok at se til i familien Poulsen. Ligesom andre børn, har de tre søskende dage, hvor de slås fra morgen til aften. Og forældrene skal holde styr på, hvem der nu skal til kontrol eller have nye ørepropper på Audiologisk afdeling. Der er kontakt til PPR og sagsbehandler, og børnene skal hentes og bringes. Og så skal der selvfølgelig også leges, laves mad, tages stilling til de kurser, familien skal på - og meget mere.
Lene og Jan har styr på det hele som forældre i et hjem, hvor alt skal være fint og i orden, og hvor alle tre børn hver dag skal have det bedste af det bedste, hvad enten det er legetøj og fornøjelser eller høreapparater og undervisning. Og det har givet bonus. På trods af børnenes høretab ligger alle tre sprogligt inden for normalområdet. Dét kommer hverken børn eller forældre sovende til. Tilmed har Lene overskud til at holde foredrag for ”nye” forældre om, hvordan det er at have børn, der bruger høreapparater. Nu har hun også fået beskrevet sine første år med børnene. Det er beundringsværdigt og til at blive klog af.

Tre børn med ”Øre-pirater”
Dette er beretningen om en familie fra Skanderborg: Mor og far (Lene og Jan) og tre børn: Mikkel 9 år, Julie 6 år, og Amalie på 2 år. Selvom der ikke er nogen på hverken mor eller fars side, som har høretab, er alle tre børn hørehæmmede.
Mikkel fik høreapparater som femårig, Julie fik sine som toårig og blev cochlear implanteret (CI), da hun var fire, og Amalie fik sit høretab konstateret kort efter fødslen. Børnenes historie og forløb er forskellige, men for forældrene drejer det sig først og fremmest om, at hver af dem skal have de bedste tilbud.
Beretningen er skrevet af Lene. Den begynder med et læserbrev fra 2004, hvor hun skildrer sin frustration over den behandling, hun dengang fik.

Uddrag af læserbrev bragt i Skanderborg Ugeblad og i Hørelsen:

Kan du høre hvad jeg siger?
Siden min søn, Mikkel var otte måneder, har han været fast besøgende hos en lokal øre-næse-halsspecialist. Han har fået lagt dræn ca. fire gange og har fået taget polypper én gang. I dagplejen var han sen til at tale, og balancen var ikke helt i top. Vi troede, det var væske i ørerne, som drillede og mente, at et dræn ville hjælpe.
Da han startede i børnehave, fik han lidt hjælp med sin balance og kom hurtigt efter det med sproget. Men jeg havde meget svært ved at få en reaktion, hvis han sad i sandkassen, og jeg stod bare tre-fire meter fra ham. Hvis han stod med ryggen til ude på vejen sammen med nogle af de andre børn, var det kun de andre, som vendte sig, når jeg kaldte. Det samme havde børnehaven lagt mærke til, og ud over det var han begyndt at drille meget. Så jeg fik endnu engang checket hans øre hos ørelægen.
Jeg havde gang på gang forklaret ørelægen om vanskelighederne med at få kontakt med Mikkel. Men hans svar var bare, at min søn var et drømmebarn. Efter snart fire år hos samme ørelæge besluttede jeg mig for at få en anden ørelæges mening.
Den nye ørelæge fandt heller ikke nogle fejl på Mikkels ører, men han hørte dog på, hvad en frustreret mor havde at fortælle og indrømmede, at en ørelæge kun kunne hjælpe til en vis grænse. Vi blev henvist til Audiologisk afd. på Århus Kommunehospital, og her fik vi chokket:
Han skulle have høreapparater, og det var sandsynligvis medfødt.

Det første, som ørelægen på hospitalet lagde mærke til, var, at Mikkel kiggede på munden, når man talte til ham. På dette tidspunkt var han næsten 5 år, og han havde været dygtig til at lære sproget ved at mundaflæse. Efter høreapparaterne blev han en helt anden i børnehaven, for nu kunne han koncentrere sig om at lege.
I denne historie er der også en lillesøster, Julie. Hun var begyndt at tage sine første skridt, da hun var 14 måneder, men stoppede igen. Hendes ører væskede konstant, når hun var forkølet, så jeg forlangte, at hun fik dræn i. Tre dage efter begyndte hun at gå. Julie blev også checket på audiologisk afdeling,  og her fik vi chok nummer to: Hun skulle også have høreapparater.

Kan det være rigtigt, at man selv skal bede om at få lagt dræn i sine børns ører?  Er det ikke ørelægens opgave at sende én videre i systemet, hvis han selv går i stå?  Kan det være rigtigt, at man skal gå og tro, at ens barn ikke vil høre efter, fordi ørelægen ikke vil høre, hvad der bliver fortalt?

Mikkels historie
Det gør utroligt ondt, hver gang jeg tænker på, hvor meget Mikkel har skullet kæmpe for at følge med sine jævnaldrende. Og når jeg kigger tilbage på årene, som er gået, er der flere ting, hvor jeg nu kan se, hvorfor han reagerede, som han gjorde.
Der er mange signaler, man bør være opmærksom på - men det er altså svært at vide, hvorfor børn lige reagerer, som de gør eller ikke gør. Her er det vigtigt at lytte til pædagogerne, som ser børnene i dagligdagen, og sammen med egne observationer prøve at finde frem til, hvad der kan være årsagen.
Når det, som i Mikkels tilfælde, havde stået på i længere tid - og de andre børn i børnehaven var begyndt at kalde deres lege for ”Mikkelfri lege” - ja, så var det på tide at finde frem til problemet. Når man som forældre ved, at der er noget galt - og ørelægen ikke vil gøre noget - må man selv prøve at komme videre.

Heldigvis kom vi på audiologisk afdeling, hvor vi fik en rigtig god behandling. Vi kunne med det samme mærke, vi var i gode hænder. Mikkel havde ikke haft de bedste oplevelser med ørelægen, så det var ekstra vigtigt, at han følte tryghed - og at vi havde tiltro til dem, som nu skulle checke ham.
Det var hårdt at få beskeden om, at ens 5 årige barn skulle have høreapparater. Før var det jo kun noget, vi forbandt med ældre mennesker. Så selvom vi havde en fornemmelse af, at der var noget galt, havde vi aldrig forestillet os, at vores barn skulle have høreapparater.

Jeg kan høre fuglen pippe
Da Mikkel skulle have høreapparater, fik vi tilbudet om, at det kunne foregå hjemme hos os selv. Vi fik besøg af en hørekonsulent fra audiologisk afd. og en konsulent fra PPR. Derudover havde vi valgt at have en pædagog fra børnehaven med, så de også kunne se og høre, hvad de skulle forholde sig til i fremtiden.
Mikkel sad på skødet af pædagogen, da han fik sat sine høreapparater på. Døren ud til haven stod åben, og lige pludselig pegede han på naboens hustag og sagde: ”Jeg kan høre fuglen pippe”. Der var ikke et øje tørt, og jeg fik en stor klump i halsen. Nu kunne han også pludselig høre bilens blinklys og mange andre lyde, som han ikke før havde hørt.

Øre-pirater
I børnehaven håndterede de opgaven til topkarakter. De informerede de andre børn om høreapparaterne, og flere af dem kunne fortælle, at ”det vidste de godt hvad var, og at sådan nogle havde deres bedsteforældre også”. Mange glædede sig til, at Mikkel skulle kom i børnehave med sine nye høreapparater på. De vidste også, at det var fordi han ikke kunne høre, at han havde drillet så meget, så nu ville de rigtig gerne lege med ham igen. De var alle sammen meget optaget af at se hans høreapparater, eller nok snarer hans ørepropper. Han havde fået et billede af en hund på propperne, så de syntes, de var rigtig seje. En pige havde sågar sagt til sine forældre: ”Mikkel har fået øre-pirater. Hvis jeg nu siger hva’ mange gange, må jeg så også få sådan nogle?”

Skolen
Mikkel kom i en sproggruppe samt noget motorisk træning en formiddag om ugen, og i løbet af et år blev han klar til at starte i skole. Rent fagligt klarede han sig rigtig godt, men vi kunne se, at han trængte til noget hjælp med det sociale. Vi foreslog lærerne, at han skulle have noget støtte, men det mente de ikke, var nødvendigt.
Halvvejs inde i 2. klasse kom der en ny på banen fra PPR, som med det samme kunne se, at det var helt galt, og at der skulle sættes ind øjeblikkeligt. Vi var lykkelige for, at der endelig var nogen som kunne se Mikkels behov. Sammen søgte vi støttetimer til 3.klasse - men da jeg forhørte mig på skolen, fik jeg at vide, at de ikke så ham som en elev med behov for "særlig specialpædagogisk bistand". Det var et slag i ansigtet - et slag mere til samlingen, som i forvejen er temmelig stor.
Det var simpelthen ikke acceptabelt. Vi kunne jo mærke på Mikkel, at han ikke havde det specielt godt i skolen. Vi skrev til skolen, at vi på baggrund af både egne og PPR’s observationer ikke kunne forstå, at de endnu engang overså Mikkel. Vi forstod simpelthen ikke den manglende støtte i hans første tre skoleår. Til sidst meddelte skolen, at de ville tage Mikkels behov op til en revurdering, og efter sommerferien ville de sammen med lærer og hørepædagogen vurdere, hvad der skulle gøres.



Mikkel havde til tider haft rigtig svært ved at finde nogen at lege med og blev alt for ofte drillet. Der var mange misforståelser mellem ham og de andre børn - f.eks. hvis de andre i skolegården råbte en besked og forventede, at han hørte det. Der var en tendens til, at det bare var nemmere, hvis Mikkel ikke var med i legen.
Dette problem er noget af det, som hørepædagogen tager sig af, og det bliver gjort ved bl.a. at forklare Mikkels klassekammerater, hvordan det egentlig er at have høretab. De prøver bl.a. at have høreapparater på, for at få en fornemmelse af, hvad støj betyder - og de får fortalt vigtigheden af at kigge på Mikkel, når de siger noget til ham. Det er selvfølgelig lige så vigtigt, at lærerne får løbende information, så de ikke glemmer, hvor vigtigt disse ting er for Mikkel.
Mikkel selv skal lære, at han ikke må ”spille” på sit hørehandicap, da det vil ødelægge venskabet til hans kammerater. Han må ikke slukke for sine høreapparater, når han ikke gider høre det, de siger - og han må ikke lade som om, han ikke hører, hvad der bliver sagt osv. Når alt dette er sagt, er det dejligt at se, at han klarer sig rigtig godt fagligt. Med så mange andre ting at slås med, er det rart, at han ikke også skal kæmpe med det faglige.

Uden høreapparater - ligesom far
Desværre er Mikkels hørelse blevet dårligere på det sidste, så vi er begyndt at snakke om, at han måske skal have en CI. Da han hørte det, blev han meget frustreret, og tårerne trillede ned af kinderne på ham. Han ville ikke have en CI, og hvorfor skulle han i det hele taget bruge høreapparater! Han ville bare være ligesom far og følte, det var uretfærdigt, at han var den eneste i klassen  med høreapparater.
Det er hårdt at se sit barn så ked af det. Hvad skal man lige sige? Jeg prøvede, så godt jeg nu kunne, at fortælle ham, at vi ikke ved hvorfor han har høretab, men at vi skal være glade for, at man kan få så mange hjælpemidler - vel vidende, at han jo er fuldstændig ligeglad med alle forklaringerne. Han kan jo ikke bruge dem til noget.
Vi fandt også ud af, at han gik i den tro, at han som voksen ikke mere skulle bruge høreapparater.  Vi fortalte ham, at han skulle bruge dem resten af sit liv - og igen blev han rigtig ked af det og følte, det bare rigtig uretfærdigt alt sammen. Vi valgte til sidst at få proffessionel hjælp og kontaktede hørepædagogen fra PPR, som derefter snakkede med Mikkel om det.

I den periode, hvor Mikkel har gået i skole, er han blevet checket på audiologisk afd. én gang om året, men fordi hørelsen nu er faldet yderligere, har vi valgt, at han skal checkes to gange om året. Han har også fået nye høreapparater, som skulle forstærke bedre på de områder, hvor han ikke høre så godt.
Da han første gang skulle have dem på, var han ikke vild med dem. De lød ligesom mikrofoner, og det var egentlig rigtig træls. Efter ca. ti min. måtte han alligevel indrømme, at de nok var bedre end de gamle. Han synes dog, det var meget irriterende, at han nu kunne høre sig selv smaske, men der gik ikke lang tid, før han havde vænnet sig til det. Tilmed kan han nu tale i telefon. Før måtte vi være mellemled mellem ham og kammeraterne, så det er dejligt, at han nu selv kan lave aftaler med vennerne osv.

Pga. Mikkels reaktion over at skulle være høreapparatbruger for altid, prøvede vi også at fortælle dette til Julie inden skolestart. Vi håbede, vi på den måde måske kunne undgå nogle af de problemer, som Mikkel havde haft. Det viste sig, at Julie også var af samme overbevisning - og hun sagde:” Nej, det skal jeg ikke. Når mine øre bliver store nok, så skal jeg ikke bruge høreapparater mere.”

Julies historie
Da Mikkel havde fået konstateret sit høretab, fik jeg en meget stærk fornemmelse af, at det nok ville være en god idé at få checket Julie. Der gik da også kun 3 uger, fra at vi fik besked om Mikkels høretab, til at Julies høretab også var konstateret.
Julie fik høreapparater da hun var 2 år, og så begyndte sproget rigtigt at komme. Da hun var omkring 4 år gammel, kunne vi fornemme, at hun ikke hørte så godt mere og bad om et tjek. Det viste sig da også, at hørelsen var blevet dårligere, og vi blev anbefalet at få hende CI-opereret.
Dengang børnene fik høreapparater snakkede vi om, at det selvfølgelig var træls, men det kunne jo være værre - og her tænkte vi på operation. Nu blev situationen lige pludselig værre, og hvad ville næste skridt så blive? Selvfølgelig er der mange ”værre” ting, og det er da dejligt, at de kan få så gode hjælpemidler. Men man skal også gi’ sig selv lov til at synes, at det er rigtig træls og huske, at få snakket ud om det.



Julie blev opereret i september 2006 og alt forløb, som det skulle. Endnu engang var børnehavens pædagoger super gode til at informere de andre børn, og da Julie kom hjem fra hospitalet, lå der en hilsen til hende. Alle børnene fra Julies stue havde tegnet en lille tegning og samlet dem til et hæfte. De havde alle skrevet en hilsen bag på deres tegning, og Julie brugte rigtig meget tid på at kigge i hæftet og få hilsenerne læst op. Vi havde taget en masse billeder fra hospitalet, og sammen med Julie lavede vi en billedbog, som hun kunne få med i børnehaven.

Forbereder børnene
Efter en måned fik Julie sin CI sat på. Det var dejligt at se, at hver gang hun skulle have CI’en indstillet, eller fik besøg af hørepædagogen i børnehaven, så glædede hun sig til det. Vi gør i det hele taget meget ud af at informere børnene i god tid, når de skal til tjek eller til hørepædagog. Vi hygger altid lidt ekstra bagefter, og det gør selvfølgelig, at de glæder sig. Personalet på audiologisk afd. er også i høj grad med til at sørge for, at besøgene bliver gode oplevelser.

Undervisning og støttetimer
Julie blev testet sprogligt, da hendes CI var blevet koblet på, og da var hun ca. 4½ år gammel og var sprogligt ca. 1 år bagud. Som 5-årig, blev hun testet igen, og nu var hun sprogligt næsten alderssvarende. Der var nogle enkelte ting der skulle arbejdes med, og derfor kom hun ligesom Mikkel i sproggruppe, udover at hun én gang om ugen blev undervist af en hørepædagog fra høreinstituttet.



I børnehaven fik de tildelt 15 støttetimer, og man valgte at ansætte en kun med det formål, at hjælpe og støtte Julie rent socialt. Det var en rigtig stor hjælp, og hun fik nemmere ved at begå sig med de andre børn. Det kan være belastende for Julie, hvis der er for meget larm, og på dage med undervisning, bliver hun hurtigere træt. Derfor har vi valgt, at hun to gange om ugen bliver hentet tidligt af en barnepige, som hygger med hende i mere rolige omgivelser.

Skole - skal, skal ikke
Julie er nu 6 år gammel og er kommet så langt, at hun kan starte i skole til sommer. Et godt møde blev afholdt i slutningen af februar 2008, vedr. om Julie skulle i skole eller ej. Da jeg forlod mødet, havde jeg en følelse af, at der var styr på tingene - at der ville blive gjort alt for, at Julie skal få en god skolestart. PPR vil søge 10-15 støttetimer, vil tage fat i skolen og foreslå, hvordan timerne bedst kan bruges, så det falder naturligt ind i undervisningen.
Lige inden sommerferien var vi til møde med skolen, hvor børnehaven, høreinstituttet og PPR også deltog.  Her blev der fortalt, hvordan forældre, børnehave og høreinstituttet oplever Julie, hvad man bør være opmærksom på og hvordan man kan hjælpe hende til en god skolestart. Det var dejligt at mærke, at der var styr på tingene, og de virkede 100 % engageret i den opgave, som lå foran dem.

Nedtur og hjælp
For os forældre var det efterhånden svært, når vi skulle på audiologisk afdeling. Hver gang var beskeden, at hørelsen gik nedad, og det blev ikke nemmere, efter Amalie kom til verden i 2005. Ved den første hørescreening var alt ok, men den efterfølgende gang havde også hun nedsat hørelse.
Med tre hørehæmmede børn - og med alt, hvad det havde ført med sig igennem tre år - blev det til sidst for meget at rumme rent psykisk. Humøret og appetitten forsvandt, og til sidst var jeg nødt til at få snakket tingene igennem med en psykolog. Det var lige det, der var nødvendigt, og det hjalp at få luft og få flyttet de barrierer, jeg gik rundt med.

Amalies historie
Som sagt kom Amalie til verden i 2005, og vi vidste selvfølgelig, at der var en risiko for, at også hun ville blive hørehæmmet. Vi har været igennem en genetisk undersøgelse, uden at nogen er blevet klogere, men fik at vide, at der var 25 % risiko ved hver gaviditet.
Amalies hørelse gik nedad, og da hun var 1½ år gammel, mente de på audiologisk afd., at hun skulle have høreapparater. Det var vi nu ikke helt enige i. Vi syntes, hun hørte godt nok og bad om et tjek mere. Resultatet var det samme, og vi måtte indse, at vi nu havde tre børn med høreapparater. Selvom vi syntes, at Amalie sagtens kunne høre, kunne vi godt se bagefter, at hun havde glæde af høreapparaterne. Vi havde nok været lidt naive og havde jo heller ikke et normalthørende barn, som vi kunne sammenligne med.

Fra Amalie var 1½ år gammel, blev hun tilset af en fysioterapeut, fordi hun havde problemer med balancen. Da hun efterfølgende fik høreapparater, så vi hurtigt store fremskridt i både sprog og balance - og nu hvor hun nærmer sig de 3 år, er der fuld gang i hendes udvikling. Hun gentager alt, hvad hendes søskende siger, hun elsker at synge, hvilket de gør meget i vuggestuen, og hun snakker fra morgen til aften.
Rent motorisk har pædagogerne gjort et stort stykke arbejde. De har taget imod råd og vejledning fra fysioterapeuten, og har været rigtig gode til at øve med Amalie hver uge. Derudover har de sørget for, at hun har været med på sanseture i skoven, og når de i dagligdagen tømmer skraldespand eller skal i kælderen, tager de Amalie med, så hun bliver udfordret motorisk.



Misforståede trøstende ord
Undervejs er vi stødt ind i mange forskellige bemærkninger og trøstende ord, f.eks. da Amalie skulle have høreapparater.”Det falder jo i en god familie”, var der en, der sagde.  Jeg forstod selvfølgelig godt meningen, men jeg syntes ikke, det faldt i en god familie. Vel har vi erfaring fra Mikkel og Julie, men det sidste håb - at Amalie var normalthørende - var bristet. Jeg følte, det var uretfærdigt og syntes, at vi havde taget vores andel.
Dengang vi fik beskeden om, at Mikkel skulle have høreapparater, var det svært at vænne sig til tanken. Her blev det ofte nævnt, at det da næsten var ligesom briller. Igen forstod jeg godt tanken, men det kan ikke sammenlignes. Med briller kommer man som regel til at se normalt, og nogen går med briller, bare fordi det er smart. Jeg tror ikke, at der er nogen der ville bruge høreapparater, hvis det ikke var nødvendigt.

Én kontakt
I de fire år, vi har været i systemet, har vi været i kontakt med en forfærdelig masse mennesker inden for det kommunale. Det har specielt været frustrerende at blive kastet rundt fra den ene til den anden, fordi ingen lige vidste, hvem der havde med hvad at gøre.
Derudover har vores børn haft hver deres tale-hørepædagog fra PPR, så det var absolut ikke nemt at holde styr på. Nu har vi dog endelig fået én kontaktperson, som er koblet på alle tre børn. Hvis de skal have hjælp sprogligt eller socialt, er det ligeledes samme person, som tager sig af det. Udover kontakten til tale-hørepædagogen fra PPR, har vi også stor glæde af at kunne ringe til hørepædagogerne fra høreinstituttet. De er altid behjælpelige, og brænder for deres arbejde. Det giver lidt mere ro i hverdagen.

Ajour gennem kurser
Vi har deltaget i en masse kurser, og selvom nogle af dem ligner hinanden, får vi altid noget nyt med hjem. Der er altid forskellige deltagere med og dermed også forskellige problemstillinger. Det er vigtigt at holde sig ajourført med, hvad der sker, så vi kan give vores børn de bedst mulige vilkår. Det er også vigtigt, at børnene møder andre børn med høreapparater, så de kan se, at de ikke er alene. Her er høreinstituttet rigtig gode til at lave arrangementer, hvor både forældre og børn kan mødes. Udover alle kurserne har jeg og min mand haft stor glæde af at deltage i den undervisning, som Mikkel og Julie har fået af hørepædagogerne. Det er vigtigt, at også vi kan se, hvad der kan gøres for at hjælpe dem til en bedre hverdag. Vi får nogle tips til, hvordan vi kan træne dem derhjemme, uden at børnene ser det som træning.

De tilknyttede pædagoger har selvfølgelig også været på kursus, og vi har hver gang fået rigtig gode tilbagemeldinger. De synes, det har været lærerigt og spændende, og de har følt, at de har fået en masse gode ting at arbejde videre med. Det er dejligt at mærke deres intersse for vores børn og deres problemstillinger, og de gør en stor indsats for at få det til at fungere så godt som muligt for hver af dem.

Arbejdspladsens opbakning
Reaktionerne fra dem omkring os har selvfølgelig været forskellige. Familien var chokeret og kunne - ligesom os selv - ikke forstå, hvorfor det lige skulle ramme vores børn. På mit arbejde har mine kollegaer været meget forstående og støttet op om alt det, jeg har været igennem. De har forståelse for, at jeg er en del fraværende pga. mine børn, og det er selvfølgelig vigtigt, så man ikke går rundt med en skyldfølelse overfor sine kollegaer.
Virksomheden var meget fleksibel, og indtil jeg fandt ud af, hvordan det hele skulle foregå med kommunen, dækkede de mit fravær. Hver måned sender jeg lønseddel og fraværstimer ind til kommunen, som så refunderer 100 % måneden efter. Derudover er der også udgifter vedr. postforsendelser, når div. høreapparater eller fm-anlæg skal repareres - og her gemmer jeg kvitteringen fra posthuset og sender dem ind sammen med lønsedlerne. Når der er et kursus, som er relevant for vores situation, søger vi kommunen om dækning, og de vurderer så fra gang til gang, om det kan blive bevilliget.

Tanker om fremtiden
At få besked om børnenes høretab har nok været mere hårdt for os forældre, end det var for børnene. Men vi begyndte jo også straks at tænke langt frem i tiden og spekulere på, hvordan deres liv nu ville forme sig. Ville de blive drillet, hvad med kærester, uddannelse, vil evt. børnebørn også blive hørehæmmede osv. - alt sammen noget, hvor vi jo nok i den sidste ende ikke har ret meget at skulle have sagt alligevel. Men alle forældre ønsker jo, at det skal gå godt for deres børn, og at de får så lidt modgang som muligt.

I morgen er en ny dag, og selvom det til tider kan være hårdt med tre hørehæmmede børn, skal vi jo videre. Vi prøver at gøre det så godt, vi nu kan, og vi kæmper en hård kamp for, at vores børn får de bedste vilkår i fremtiden. Hele dette forløb har lært mig, at hvis jeg har en fornemmelse af, at der er noget galt med mine børn, så har jeg 99 % af gangene ret. Desværre har vi også i nogle tilfælde mistet tilliden til de professionelle og stoler ikke blindt på de meldinger, vi får. Men det har gjort, at vi er mere vedholdende og ikke giver op så hurtigt.

Tak
En speciel tak til Else Høst, Erik Cloyd Ebsen, Ulla Carl og Anne Haven som har været en utrolig stor støtte og hjælp i de svære tider, der ind imellem har været.  Det kan mærkes, at de går op i deres arbejde med liv og sjæl, og de gør altid deres bedste for at løse de problemstillinger, de bliver konfronteret med. Uden dem havde vores hverdag nok ikke fungeret helt så godt, som den gør i dag.